I lidt mere end ti år har han uddelt tæsk til håndboldstjerner som Ivano Balic og Nikola Karabatic. Men nu siger forsvarsrygraden på det danske landshold farvel og tak.
Efter 192 kampe for landsholdet stopper 32-årige Lars Jørgensen i den rødhvide trøje.
"Jeg har overvejet situationen endog meget nøje og er kommet dertil, at jeg ikke vil kunne levere en 110 procent indsats i landsholdssammenhæng frem til et eventuelt OL i London 2012 - og så vil jeg hellere sige fra nu," siger han til Danmarks Håndbold Forbunds hjemmeside.
Dermed blev EM-slutrunden i Østrig den sidste for den vellidte håndboldspiller, der efter en årrække i Spanien nu spiller for AG København. Og der vil han fortsætte.
Der er kun tale om et stop på landsholdet, som Lars Jørgensen har vundet fire bronzemedaljer og en guldmedalje med.
Den 30-årige stregspiller Torsten Laen har også valgt at sige stop efter ti år og 152 kampe for Danmark.
"Jeg er utroligt stolt over at have repræsenteret Danmark så mange gange gennem de seneste 10 år," siger han.
Nu skal fynboen koncentrere sig om opgaverne for sin tyske klub Füchse Berlin.