Selv om han i forvejen nok ikke er et af Danmarks største julemennesker, så bliver Ulf Pilgaards jul alligevel lidt mere trist i år.
Det fortæller den folkekære entertainer til billedbladet.dk.
- Det var måske lidt mere festligt, da vi var nogle flere i familien juleaften, forklarer han til ugebladet og tilføjer.
- Jeg kan jo godt mærke, at min kone ikke er der mere, og at jeg også har mistet en søn undervejs. Der mangler nogle, så det er ikke helt det samme som før, siger han.
I 2016 mistede Ulf Pilgaard sin hustru Gitte og sidste år mistede han også sønnen Mikkel.
Hustruen gennem 46 år, Gitte, døde i november 2016. Hun led af demenssygdommen Huntingtons Chorea. Sønnen Mikkel kæmpede helt fra ungdommen med svær psykisk sygdom.
Julesind eller ej, så er Ulf Pilgaard lige nu aktuel i julefilmen ”Julemandens datter 3”.
Her spiller den 82-årige entertainer rollen som skolens rektor.
Og mens "Julemandens datter 3" er en rigtig julefilm for hele familien, så er der stadig også gys i Ulf Pilgaard, som næste år kan opleves i "Nattevagten – Dæmoner går i arv", der selvfølgelig er en opfølger på en af de mest ikoniske, danske film nogensinde, "Nattevagten".