Den ukrainske præsidentrådgiver Mykhajlo Podoljak opfordrer lørdag Ukraines allierede til at "tænke hurtigere", når det kommer til militær opbakning.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Podoljak skriver på Twitter, at de allierede med tiden kommer til at sende den fornødne støtte. Og derfor kan de altså roligt komme i gang, lyder det.
- I kommer alligevel til at hjælpe Ukraine med de nødvendige våben og indser, at der ikke er andre muligheder end at afslutte krigen ved at besejre Rusland.
- Men ubeslutsomheden dræber endnu flere af vores folk. Hver dag med forsinkelser betyder døde ukrainere. Tænk hurtigere, skriver han.
Den danske regering sagde torsdag, at man sender våbensystemet Caesar-haubitser, som det danske forsvar ellers har ventet på i årevis, til Ukraine.
- Situationen i Ukraine er, som alle ved, grusom. Ukrainerne har meget tydeligt bedt om yderligere støtte fra den frie verden, herunder også fra Danmark, sagde forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
Det er særligt artilleri, som Ukraine har efterspurgt. Mere specifikt den type franskproducerede Caesar-artilleri, som Danmark nu altså sender afsted. Den præcise tidsplan kendes endnu ikke.
Natos medlemslande mødtes fredag på militærbasen Ramstein i Tyskland for at diskutere militær støtte til Ukraine.
Men blandt andet Tyskland er indtil videre ikke nået frem til en afgørelse om kampvogne, som Ukraine ellers har efterspurgt.
Det meddelte den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, fredag.
- Jeg kan ikke give tilladelsen, for det er op til forbundskansleren, lød det.
- Vi tøver ikke. Vi er bare meget omhyggelige med at afveje for og imod, tilføjede forsvarsministeren.
Meldingen kom, efter at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, via videolink opfordrede de allierede til at sende kampvognene.
De er nødvendige, hvis Ukraine skal besejre Rusland og dermed sikre en verden, hvor ondskab trænges tilbage, lød det fra Zelenskyj.
/ritzau/