Ukraine har nægtet Ruslands deltager i Eurovision adgang til landet. Det skriver Reuters. Ukraine holder i år Eurovision efter at have vundet sidste års sangkonkurrence.
- Ukraines sikkerhedstjeneste har nægtet den russiske borger Julia Samoylova indrejse i tre år, skriver pressechef for den ukrainske sikkerhedstjeneste Olena Gitlianska på Facebook ifølge nyhedsbureauet.
Ifølge Reuters nægter Ukraine den russiske deltager indrejse i landet, fordi hun har besøgt halvøen Krim, der er annekteret af Rusland. Det er i strid med ukrainsk lovgivning.
- Indrejseforbuddet er endnu en bizar, kynisk og umenneskelig handling fra myndighederne i Kijev, siger Ruslands viceudenrigsminister, Grigory Karasin, ifølge nyhedsbureauet Interfax.
Organisationen bag Eurovision er ifølge en skriftlig kommentar sendt til nyhedsbureauet AFP langtfra begejstret.
- Vi er nødt til at respektere de lokale love i værtslandet, men vi er dybt skuffede over denne beslutning, da vi føler, at den står i kontrast til både konkurrencens ånd og tanken om at være inkluderende, lyder det i kommentaren.
Ruslands deltager i det europæiske melodigrandprix, Eurovision, i 2017 er den handicappede Julia Samoylova, der sidder i kørestol. Hendes sang er "Flame is burning", der handler om vedholdenhed.
Ukraine vandt retten til at afholde Eurovision sidste år med sangeren Jamala.
Hun er etnisk Krim-tatar. Hendes sang, der hedder "1944", handlede om undertrykkelsen og deporteringen af Krim-tatarer under den daværende leder af Sovjetunionen, Josef Stalin.
Rusland og Ukraine er i en slet skjult væbnet konflikt, hvor Rusland har støttet oprørsgrupper i det østlige Ukraine. Konflikten har kostet tusinder af menneskeliv.
Derudover annekterede Rusland Krim-halvøen i 2014 og anser nu halvøen som en del af Rusland. Ukraine anser halvøen som en del af Ukraine.
Krim-halvøen er af afgørende strategisk betydning i Sortehavet og blev givet til Ukraine af netop Rusland i 1954 som et tegn på evigt venskab mellem de to nationer.
Eurovision 2017 finder sted i Ukraines hovedstad, Kijev, med semifinaler 9. og 11. maj og finale 13. maj.
Eventen er allerede på gyngende grund. I februar sagde hovedparten af de ukrainske arrangører op, da de mente, at styringen af arrangementet var taget fra dem.
/ritzau/