Da en 40-årig mand i går dræbte sin 33-årige ekskone og derefter skød sig selv, gjorde han også deres fælles barn forældreløst.
Den 40-årige er tidligere ejer af den omstridte Næstved Zoo, og har flere gange været i politiets søgelys, blandt andet for dyremishandling. Hvad der nu skal ske med hans mindreårige barn er endnu uklart.
Politiet afslører dog, at barnet har noget familie tilbage efter forældrenes død. Men derudover er der ingen detaljer.
"Jeg synes, man skylder familien at få lidt fred nu, så vi kommenterer ikke på den del af det," siger vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi Søren Ravn-Nielsen om barnets fremtid.
Ifølge ekstrabladet.dk er der tale om en femårig pige, faxe.nu skriver dog, at der er tale om et treårigt barn. Men politiet vil hverken be- eller afkræfte barnets køn eller alder.
"Det, vi har bekræftet, er, at der er et mindreårigt fællesbarn, og vi har ikke kommenteret på nogle nærmere detaljer i den forbindelse. Det, jeg kan sige, er, at barnet ikke var tilstede i forbindelse med, at skuddene blev afgivet," siger Søren Ravn-Nielsen.
Ligene af de to afdøde skal obduceres senere i dag. Ekskonen har tidligere også været med til at drive Næstved Zoo.
Den zoologiske have tilbød gæster at klappe to af havens tigerunger for 1.000 kroner for en halv time. Den 40-årige blev dernæst anholdt i 2009 for at have røvet og skjult flere eksotiske dyr fra en dyrehandler uden for Prag. Begge sager endte i retten, men zoo-ejeren er sluppet med bødestraf.
Næstved Zoo gik konkurs i 2010, hvor den lukkede med et underskud på seks millioner, skriver faxe.nu.
Politiet regner med, at obduktionen i dag vil understøtte de fund, man indtil videre har gjort i efterforskningen - altså, at der er tale om et drab og et selvmord, begge med skud.
Ifølge politiet er der dermed ret sikkert tale om "en familietragedie."