Real Madrids talentfulde forsvarsspiller Raphaël Varane er igen blevet ramt af en forstrækning, og derfor er han ikke med for den spanske storklub i de kommende ugers nøglekampe i Primera Division og Champions League.
Han blev ligeledes ramt af en forstrækning i slutningen af februar og var først tilbage på banen i søndags. Her nåede han dog kun at få 11 minutter på banen i kampen mod Alaves, før han måtte lade sig udskifte.
- Efter flere undersøgelser er han blevet diagnosticeret med en forstrækning i venstre lår, skriver Real Madrid på sin hjemmeside.
Klubben oplyser ikke eksakt, hvor lang tid han forventes ude, men spanske medier skriver ifølge AFP, at han forventes ude i mindst en måned, som det også var tilfældet med hans tidligere forstrækning.
Dermed kommer han ikke på banen i lørdagens lokalopgør mod Atlético Madrid, de to Champions League-kvartfinaler mod Bayern München og i El Clasico mod FC Barcelona i slutningen af april.
Real Madrid fører Primera Division med to point ned til Barcelona. Real har tilmed spillet én kamp færre end rivalen.
/ritzau/