Har du købt en lidt for billig billet til årets Roskilde-festival eller blot købt den et uautoriseret sted, ja så risikerer du at blive afvist ved indgangen til Dyrskuepladsen.
Ifølge Berlingske Tidende er der blevet købt for 120.000 kroner billetter med stjålne kreditkort hos Billetlugen, der står for salget. Firmaet har derfor annulleret disse billetter. Og det kan vise sig at være surt show for dem, der tror, at de kan komme ind på festivalen med en af disse billetter i hånden.
Billetterne bliver nemlig skannet ved indgangen, og er man i besiddelse af en nu annuleret billet, ja så giver den altså ikke adgang, skriver Berlingske Tidende.