Sidst var det en historie om, at kronprins Frederik har købt en ø til kronprinsesse Mary.
Og denne gang når det australske ugeblad New Idea nye højder og udråber Mary til dronning.
I det kommende nummer, som udkommer 6. februar, står der ifølge New Ideas Instagram-profil på bladets forside, at Mary er blevet dronning.
Det skriver Ekstra Bladet.
På forsiden af New Idea står der "Finally! Our Mary is queen".
Kroningen bygger ugebladet på, at kronprinsesse Mary i sidste uge havde overtaget det islandske statsbesøg fra dronning Margrethe.
For en sikkerheds skyld har Ekstra Bladet spurgt kongehuset, om der er noget om historien, og her svarer kongehusets pressetjeneste kort: "I ville nok have opdaget det, hvis det var rigtigt".
Ifølge Ekstra Bladet bløder New Idea historien lidt op, og skriver at kronprinsesse Mary ikke officielt bærer titlen dronning, men at hun står klar i kulissen, hvis dronningen skulle vælge at abdicere.