- Jeg har et fantastisk liv i dag, men egentlig kunne jeg lige så godt have endt som stiknarkoman.
Det siger tv-lægen Charlotte Bøving i et interview med Ude og Hjemme.
Den nu 50-årige Charlotte Bøving fortalte sidste år, at hun er ramt af uhelbredelig kræft i tyktarmen. Hun voksede op i Varde, hvor hun fortsat bor og har praksis.
Familien var udadtil succesfuld og kendt i hele byen, hvor faren var kendt i håndboldkredse og for sit virke som læge. Men bag husets tykke mure var familien i opløsning.
Når faren havde drukket, blev han han aggressiv. Og det gik ud over Charlottes mor, som fik tæv.
Flere gange prøvede hun at stoppe faren og beskytte sin mor, fortæller Charlotte Bøving til ugebladet, men jo mere hun råbte og hev i ham, des mere voldelig blev han. Og hun foragtede ham for det.
- Jeg fornemmede lynhurtigt, hvornår han var i sit aggressive humør, og når det skete, var der intet at stille op. Jeg kunne flå i ham og skrige ham ind i hovedet, at han skulle stoppe med at slå min mor, men i sidste ende kunne jeg ikke gøre andet end at vente på, at han blev udmattet og stoppede, fortæller Charlotte Bøving til Ude og Hjemme.
Også i skolen havde Charlotte Bøving det hårdt. Her blev hun mobbet. Blandt andet oplevede hun den tort at få puttet en hundelort i sin jakke.