Justin Biebers kæreste, Selena Gomez, havde ikke overskud til festlige optrædener i weekenden. Og det kan man sagtens forstå.
Den 19-årige Selena, der udover at være Justin Biebers kæreste har fuld gang i en karriere som popstjerne, skulle have optrådt lørdag og søndag, men aflyste koncerterne.
Ifølge den officielle udmelding skete det på grund af en 'familiekrise'. Det skriver E! Online.
En kilde tæt på familien fortæller til E! Online, at krisen handler om, at Gomez' mor har haft en ufrivillig abort.
Den 35-årige mor, Mandy Teefey, annoncerede for en måned siden på Twitter, at hun ventede et barn med sin mand, Brian Teefey, der er Selenas stedfar.
Selena Gomez fik de tragiske nyheder at vide fredag aften under en julekoncert i Los Angeles, som hun derefter straks forlod.
Kilde: E! Online