En gruppe udviste irakiske asylansøgere er netop lettet fra Tune Lufthavn.
Politiet var mødt talstærkt op med 30 politivogne, da de klokken 04.00 i nat hentede de udviste irakere i Ellebækfængslet i Sandholmlejren. Det skriver eb.dk.
Natten igennem forsøgte cirka 200 aktivister fra Kirkeasyl at blokere vejen fra Sandholmlejren. De sad på vejen med store metalkryds og blokerede for politiet, men det blev uden held.
"I store træk er det foregået rimeligt fredeligt. Der er enkelte situationer, hvor politiet har prøvet at skubbe lidt til blokaderne, men der har ikke været seancer ligesom man så uden for Brorsons Kirke," siger talsmand for Kirkeasyl, Rasmus Aastrup, til Newspaq.
Politiet trak kniplerne for at komme igennem aktivisternes blokader, og to aktivister blev kortvarigt anholdt i løbet af natten. De er begge løsladt igen.
Politiet fandt en bagvej ud af Ellebækfængslet, som de afviste asylansøgere blev eskorteret ud gennem.
Politikommissær Søren Greve fra Nordsjællands Politi i Helsingør bekræfter, at irakerne er blevet hentet. Men han vil ikke sige, hvor mange det drejer sig om.
Opdateres...