Det kostede en 49-årig rumænsk mand dyrt at være bevæbnet med en ulovlig springkniv, da Østjyllands Politi stoppede ham i søndags.
Ikke blot blev han i dag idømt syv dage bag tremmer. Han er også blevet udvist fra Danmark med indrejseforbud i seks år.
Ifølge politiet rodede rumæneren rundt i en forhave sammen med en kammerat. Beboere i området syntes, at de virkede mistænkelige og kontaktede derfor politiet.
Da politiet ankom, ledte manden og kammeraten tilsyneladende efter et sted at sove. De undersøgte dem og fandt derved den ulovlige kniv i den 49-åriges lomme.