Den lidet populære chef for USA's centralbank, Ben Bernanke, får lov at fortsætte endnu fire år på posten. Men tilliden til ham er ikke stor.
Senatets genvalg af Bernanke skete nemlig til trods for mange senatorers dybe mistillid over de finansielle fejltrin, de mener, han har begået, og som visse mener, var med til at starte krisen.
Efter en ophedet debat, hvor kritikken haglede ned over Bernanke fra både republikanere og demokrater, stemte 70 senatorer for og 30 imod, at Bernanke fortsætter i sin anden periode som centralbankchef.
Genvalget skete med det snævreste flertal i Centralbankens historie. Bernanke er med andre en politisk svækket chef, og det kan få konsekvenser for bankens manøvremuligheder i de kommende år. Det skriver Washington Post.
Bernanke har til gengæld fået ros for den måde, han har styret den amerikanske økonomi igennem den dybe finanskrise, som verden først nu er ved at komme ud af.