"Beklager!"
Sådan lyder det fra Agnes Cupcakes, efter Politiken har skrevet om slavelignende kontrakter til de ansatte i butikken.
Blandt andet skulle de - ofte meget unge - ansatte holde munden om kagernes tilblivelse. Ellers fik de en bøde på en kvart million kroner.
"Vi ændrer i kontrakten nu. Vi har allerede talt med vores advokater, og der arbejdes på sagen lige nu. Vi skal kunne holde på vores forretningshemmeligheder, og det vil forsat være en del af kontrakten, fordi det er selve essensen bag vores produkter og vores brand. Men vi ændrer - med advokaternes bistand - i dele af kontrakten," skriver kagekæden til Newspaq.
Konfronteret med kontrakten, forklarede direktør Kristian Vangsgaard til Politiken, at de ansatte er dovne "wannabe reality tv-stars". Men nu trækker Agnes Cupcakes udtalelsen tilbage.
"Det er en forkert og ubetænksom udtalelse. Vi er ekstremt glade for vores personale, som er en stor del af den succes, vi har fået. God service overfor kunderne er en del af vores produkt, og derfor er den omtalte udtalelse meget uheldig. Beklager," lyder det fra kæden.
Fagforeningen HK kalder det "helt ude i hampen", at en ekspedient skulle have adgang til så væsentlige oplysninger, at hun skal betale 250.000 kroner for at røbe dem. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen kalder kontrakten "slavelignende", og han har aldrig set noget magen til i Danmark.