Siden 1. maj har man kunnet få udbetalt sine dagpenge direkte på sin nem-konto, selvom man sidder under palmerne på Guadeloupe.
Siden 1971 har man kunnet tage sine dagpenge med i tre måneder for at søge arbejde i et andet EU-land samt en række andre lande – se listen her hos Arbejdsdirektoratet.
Men indtil i år har det ind i mellem været bøvlet at få fat i pengene. De blev nemlig betalt af ens egen a-kasse, men udbetalt af de lokale myndigheder. Så det krævede ofte både tålmodighed og en stor startkapital med hjemmefra.
”Tag rigeligt med penge med hjemmefra – gerne så du kan klare dig et par måneder,2 lød rådet fra både ambassader og a-kasser.
Mistede deres penge
”Nogle, der rejste til oversøiske destinationer som Guadeloupe fik aldrig deres penge, og skulle bagefter til at søge om, at danske myndigheder dækkede deres tab, og det gjorde de ikke altid,” siger Jes Flatau, der er juridisk konsulent i IAK og tidligere har arbejdet med dagpenge i udlandet for Arbejdsdirektoratet.
IAK er Arbejdsløshedskasse for 70.000 medlemmer, primært ingeniører og maskinmestre, og sender hvert år en del arbejdsløse medlemmer af sted.
Læs: Der er herligt på Costa del Sol på dagpenge
Og fra 1. maj i år, har der ikke været problemer med at de fik deres penge.
Nu er det tilstrækkeligt, at den arbejdsløse går på arbejdsformidlingen senest syv dage efter ankomsten til det nye land og får et stempel og udfylder sit EØS-dagpengekort.
Papirerne skal man sende hjem til sin a-kasse i Danmark, der så overfører dagpengene til ens almindelige danske bankkonto. Det gør man igen hver 14. dag eller en gang om måneden, alt efter hvor ofte man får udbetalt dagpenge.
”Vi håber, at i løbet af nogle år så kommunikerer vores a-kasse direkte med arbejdsformidlingen i Andalusien, så den enkelte ikke skal løbe rundt med formularer og papirer,” siger Jes Flatau
Der er dog undtagelser. Ifølge Arbejdsdirektoratet kan du stadig ikke få dine dagpenge direkte udbetalt, når du rejser til Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.