Arbejderne på det københavnske metrobyggeri er underbetalte udlændinge. Det fastslår faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø i København, skriver Fagbladet 3F.
Tre italienske firmaer har i et halvt år lønnet deres udenlandske ansatte med i flere tilfælde det halve af, hvad danske betonarbejdere tjener, vurderer fagforeningen 3F.
- Vi har set deres kontrakter og lønsedler og kan se, at de har fået for lidt i løn. Nogle har fået 74 kroner i timen, siger faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø i København Jesper Weihe.
Desuden har de ansatte ikke fået pension fra november sidste år til april i år.
Ledelsen i Trevi-koncernen har accepteret at forhandle efterbetaling med 3F for ansatte i to af de tre datterselskaber. Men ikke for de ansatte i datterselskabet Soilmec.
- Det er ikke relevant for 3F. For de medarbejdere er her i nogle få uger og tager så af sted igen, siger HR-chef i Trevi Gitte Barfoed til Fagbladet 3F.
Hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team har bedt Trevi om en undersøgelse vedrørende Soilmec, og såfremt kontraktens forpligtelser ikke bliver overholdt sørge for, at dette bringes i orden, oplyser teknisk direktør i Metroselskabet, Erik Skotting til Fagbladet 3F.