Udkast: EU vil ikke sluge brexit-udskydelse til juni
- I det tilfælde, at der ingen afstemning kommer, eller at det bliver et nej, vil det lede os alle mod "no deal". Det er helt sikkert, sagde Macron inden topmødet i Bruxelles. Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Ifølge et udkast til en erklæring vil de resterende EU-lande ikke acceptere, at brexit først sker i juni.

EU-landene vil formentlig ikke gå med til en forlængelse af brexit til den 30. juni, da det vil betyde, at briterne så skal deltage i valget til EU-Parlamentet.

Landene lægger derfor i stedet op til, at bruddet kan udskydes til den 22. maj.

Det fremgår af et udkast til topmødets konklusioner, som Ritzau har set.

De resterende EU-lande har dog en betingelse.

- EU forpligter sig til en forlængelse til 22. maj, hvis udtrædelsesaftalen godkendes i Underhuset i næste uge, lyder det i udkastet, som er blevet formuleret ved et topmøde torsdag i Bruxelles.

- Da Storbritannien ikke har intentioner om at deltage i valget til EU-Parlamentet, er en udskydelse efter valget ikke mulig.

Valget løber af stablen fra den 23. til 26. maj.

Det er ikke givet, at den endelige tekst fra topmødet ender med at være identisk med den fra udkastet. Der bliver torsdag først på aftenen stadig forhandlet om teksten.

Tidligere torsdag sagde Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen, at der vil blive arrangeret et nyt topmøde i næste uge, hvis ikke det britiske Underhus stemmer for udtrædelsesaftalen.

Det var onsdag eftermiddag, at den britiske premierminister, Theresa May, i et brev til EU-præsident Donald Tusk anmodede om, at bruddet mellem EU og Storbritannien kunne flyttes til 30. juni.

Den oprindelige dato er den 29. marts - om otte dage.

På vej ind til topmødet gav flere af stats- og regeringslederne, heriblandt den franske præsident, Emmanuel Macron, da også udtryk for, at de kun vil gå med til en udskydelse, hvis Underhuset i næste uge godkender den nuværende aftale.

- I det tilfælde, at der ingen afstemning kommer, eller at det bliver et nej, vil det lede os alle mod "no deal". Det er helt sikkert, sagde Macron.

/ritzau/

/ritzau/