Det er ikke lige meget, om dit barn går i en skole i Langeland Kommune eller i Lyngby-Taarbæk.
Gennemsnitskaraktererne for de to kommuner er nemlig henholdsvis 5,5 og 8,1, skriver Politiken.
Karaktererne viser et billede af en opdeling i et over- og et underdanmark, lyder advarslen fra Niels Egelund, der er professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
"Vi har en polarisering, hvor de, der har de bedste job, klumper sig sammen i særlige områder omkring de store byer, og de, der har et dårligt uddannelsesniveau, bor i andre dele af landet," siger han til Politiken.
Det er særligt udkantsområderne og områder med stor social belastning, der halter efter i karakterstatistikkerne. Og forskellene bliver større og større.
"Det her handler om forskelle i forældrenes baggrund, ligesom det er udtryk for, at det er udtryk for, at børn fra ressourcestærke hjem kommer længere," forklarer socialforsker Lars Benjaminsen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Karaktergennemsnittet for hele landet er på 6,4.
Kilde: Politiken