Når danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet, så trækker de også færre penge ud af de offentlige kasser. Og effekten vil være stor de kommende år, fremgår det af et nyt svar fra finansminister Kristian Jensen (V) til finansudvalget.
I 2018 koster hver person over 65 år i gennemsnit statskassen 108.000 kroner. Det tal ventes at falde til 75.000 kroner per person i 2035 fremgår det af svaret.
Dermed falder nettoudgifterne til de over 65-årige med 33.000 kroner frem mod 2035.
Nettoudgiften dækker over de ældres overførselsindkomster og serviceydelser samt betaling af skatter og afgifter.
I beregningen er der taget højde for den forventede stigning i levetiden, forhøjelsen af pensionsalderen, stigningen i arbejdsmarkedspensioner, samt at de ældre bliver sundere, siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i Cepos.
- Nedgangen i nettoudgiften er især et spejl af, at pensionsalderen øges. Frem mod 2035 øges efterløns- og pensionsalderen med fire år.
- Hvor det i dag kun er 11 procent af de over 65-årige, der er i arbejde så forventes det, at 19 procent er i beskæftigelse i 2035, siger Mads Lundby Hansen.
Han forventer, at udgifterne kan komme endnu længere ned, fordi VLAK-regeringen lægger op til, at der skal introduceres en obligatorisk pensionsopsparing.
- Det vil betyde, at de, der i dag slet ikke indbetaler til pension, skal indbetale til deres egen pensionsordning.
- Det vil betyde, at de i fremtiden får mindre i pensionstillæg og ældrecheck. Det vil forbedre nettobidraget yderligere, siger Mads Lundby Hansen.
/ritzau/