Et natligt udgangsforbud er nu trådt i kraft i den thailandske hovedstad, Bangkok.
Folk skal dermed holde sig indendøre fra klokken 20.00 onsdag aften indtil klokken 06.00 torsdag morgen lokal tid.
Udgangsforbuddet kommer efter, at det thailandske militær har smidt de rødklædte demonstranter ud af deres tilholdssted i det centrale Bangkok og gælder ligeledes for 23 af landets provinser.
Det kan give op til to års fængsel eller en bøde på 40.000 bath (7.500 kr.) at overtræde udgangsforbuddet. Dette gælder dog ikke udlændinge eller thailændere, der er på vej ud af landet.
"Hvis man er udlænding eller thailandsk rejsende og befinder sig i Bangkok, behøver man ikke at frygte anholdelse, hvis man søger mod byens lufthavne," oplyser regeringstalsmand Panitan Wattanayagorn.
Myndighederne stiller dog krav til, at de rejsende er i besiddelse af pas og rejsedokumenter.
Ifølge en thailandsk polititalsmand er der udstationeret patruljer med tilladelse til at åbne ild mod alle, der plyndrer, laver ildspåsættelse eller opildner til uro.
Den danske ambassade i Bangkok er midlertidigt flyttet til et hotel, da man har vurderet, at det er for usikkert for både personale og kunder at opholde sig på ambassaden.
Det er endnu uvist, hvornår ambassaden flytter tilbage.