Mens landets kommuner mener, at der er behov for at blandt andet sosu-medarbejdere, der plejer landets ældre, uddannes bedre end i dag, er regeringen måske i færd med at forkorte uddannelsen til sosu-hjælper for langt de fleste elever.
Det sker som et led i den reform af erhvervsskolerne, der ventes at være færdig i løbet af den kommende måned.
Både politikere og fagpersoner kritiserer planerne. De mener, at det går ud over blandt andet medicinudleveringen til de ældre, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Det er kompliceret at give medicin. Det kræver for eksempel, at man er god til at regne. Det er en arbejdsopgave, hvor man bare ikke må lave fejl, siger Nanna Højlund, faglig sekretær i FOA.
Eleverne skal i fremtiden - ud over praktik - kun have 15 uger på skole til at lære om blandt andet dokumentation, rehabilitering, velfærdsteknologi og demens på deres uddannelse.