Det er måske ikke den store overraskelse, men nu er det bevist: Jo bedre uddannet man er, desto hurtigere kommer man i job igen, når man bliver ledig.
Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Ledige unge under 30 år med en uddannelse i bagagen har således over 40 procent større chance for igen at finde arbejde end ufaglærte unge uden job.
Lektor ved Ålborg Universitet, Thomas Bredgaard, er ikke overrasket over tallene:
"Det er velkendt, at arbejdsgiverne i stigende grad efterspørger uddannet arbejdskraft, og at ufaglærte har højere ledighed end faglærte," siger han til Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev Samspil.
Ifølge Thomas Bredgaard understreger tallene, at det er vigtigt, at så mange som overhovedet muligt får en kompetencegivende uddannelse.
"Arbejde er en vigtig nøgle til den enkeltes følelse af selvværd og integration i samfundet. Risikoen er, at unge uden en uddannelse kommer til at sidde fast i en negativ spiral af arbejdsløshed og kortvarige jobs," siger han.