I et interview med magasinet Euroman siger bartenderen Paul Muldowney, at han har grebet grevinde Alexandra i at stjæle askebægre i sin tid som bartender på det københavnske in-sted Custom House.
Men det passer ikke, siger chefredaktør Mads Lange og kalder det en røverhistorie.
Derfor har Euroman trukket historien tilbage.
Det skriver Ekstra Bladet.
"I forbindelse med en cocktail-guide i vores august-nummer bragte vi også flere små interviews med bartendere. Nogle af disse har også fundet vej til vores hjemmeside. Det var fornuftige, spændende betragtninger blandet med røverhistorier. Citatet med bartender Paul Muldowney om Grevinde Alexandra på Custom House hører til sidstnævnte kategori," skriver chefredaktør Mads Lange i en mail til ekstrabladet.dk.
Han indrømmer, at bartenderens anklage umuligt kan være sand.
"Det var en fejl at trykke citatet, en fejl som jeg beklager, og derfor har vi fjernet det fra vores hjemmeside".