En mistanke om, at det var folk med lokalkendskab, som stod bag en række tyverier af blandt andet dyre kemikalier og GPS-udstyr hos jyske landmænd har givet pote.
Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget anmeldelser om tyveri af blandt andet cirka 25 kostbare GPS-systemer fra traktorer og mejetærskere i marts, maj, juni og august, skriver Landbrugsavisen.
Politiets mistanke om lokalkendskab førte mandag aften til standsning af en sættevogn på rumænske nummerplader.
Den 46-årige rumænske chauffør havde en lang, uindregistreret varevogn på ladet.
Varevognen viste sig at indeholde en række tyvekoster - blandt andet otte GPS-anlæg, to ATV’er, ni mountainbikes, et svejseanlæg og flere motorsave til en samlet værdi på mellem 1,1 og 1,2 millioner kroner, fortæller vicepolitikommissær Poul Fink til avisen.
Fundet ledte politiet til en gård ved Rødkærsbro mellem Viborg og Silkeborg. Her blev yderligere to mænd og en kvinde anholdt - alle rumænere.
Chaufføren har formentlig ikke noget med tyverierne at gøre, og var sandsynligvis kun hyret til at levere varevognen et sted syd for den danske grænse.
- Der er i alt forsvundet for fire-fem millioner kroner, så vi har ikke det hele. Men det er nok sådan de har gjort: fyldt en varebil, fået fat på en fragtbil, som kunne have den med, og smuglet det over grænsen på den måde, siger vicepolitikommissær Poul Fink til Landbrugsavisen.