Det er blevet nærmest umuligt at sikre sig mod tyveri fra sin bil, for de fastmonterede airbags, der sidder i rattet er blevet en ny favorit for tyve, der konkret går efter at fjerne de værdifulde airbags fra biler.
I sidste uge blev der stjålet airbags fra 12 biler i Brønderslev, seks biler i Aars og fra to biler i Løgstør. Derudover har der også været stjålet airbags fra biler i Kolding, Fredericia, Rødekro og Middelfart.
Tyverierne er primært sket fra biler af mærkerne VW, Skoda, Audi og Seat. Det kræver specialværktøj at afmontere en airbag, og da de koster fra 10.000 og op til 50.000 kroner per styk, har det sandsynligvis skabt et gråt marked for de stjålne airbags, mener man hos Forsikringsoplysningen.
»Der er efter vor opfattelse ikke anden forklaring end den, at der er tale om en særdeles tyvetækkelig vare, som i de tidligere østlande kan indbringe en større formue som reservedelssalg. Det er tydeligvis organiseret«, siger Christian Skødt, konsulent i Forsikringsoplysningen.
Serie af tyverier
»Når vi hører om det, er det ofte hos forhandlere, hvor der været en serie af tyverier fra nye biler. Det er svært at gardere sig i mod det, for det er tydeligvis ikke amatører der laver det,«, siger Christan Skødt og forklarer, at tyverierne ofte kommer i bølger, som følger et bestemt mønster
»Det sker efter et meget typisk mønster, hver gang disse tyverier sker. Det sker på nøjagtig samme måde, som når der stjæles radioer og GPS-navigation fra bilerne. Gerningsmændene rykker ind i et postnummer-område, og i løbet af få dage stjæler de alt, hvad de kan af netop denne type varer ¿ gerne fra nybilsforhandlere - hvorefter de forsvinder igen. Næste gang tyverierne sker, kommer de typisk i et helt andet postnummer,« siger Christan Skødt.
Han understreger, at bilejere kan gøre forskellige præventive ting for at gøre det sværere for tyve at lave indbrud i ens bil.
»Man skal ikke holde øde steder, hvor der er mørkt, og tyvene har fred og ro. Det er en god ide at have noget tænd-og-sluk-lys i carporten, som kan afsløre ,om nogen lister rundt«, siger han.