Husk at pas godt på bilnøglen, når du er både ude som hjemme. Nye tal fra Forsikring & Pension viser nemlig, at 85 procent af dyre biler, der bliver stjålet i Danmark, bliver stjålet med nøgle.
"Nøglerne bliver først og fremmest stjålet i folks hjem. Vi kan se at hele 60 procent af de dyre biler, der får stjålet nøglen, sker i folks private hjem," siger chefkonsulent i Forsikringsoplysningen, Christian Skødt, til Newspaq.
Bilernes startspærrere er efterhånden så avancerede, at det er tæt på umuligt at starte bilen uden nøgle. Derfor er det mindst lige så vigtigt at passe på sin nøgle, som det er at låse bilen. Eksempelvis når du sender bilen på værksted.
"Det er en god ide, at sætte tid af til at aflevere bilen i værkstedets åbningstid og aflevere nøglen i hånden på værkføreren. I stedet for at sætte bilen uden for og smide nøglen i en postkasse. Er det nødvendig for dig, så find et værksted der har en nøglesikker boks," siger Christian Skødt.
Christian Skødt fremhæver også et andet klassisk eksempel på nøgletyveri, som har højsæson i de kolde efterårs- og vintermåneder.
"Nu er det blevet kold, og så ser vi rigtig mange tilfælde, hvor ejeren lader nøglen sidde i bilen for at holde den varm. Typisk når du skal til bageren en kølig morgen. Men det er dumt, for du frister tyven, som bruger det her, og samtidig får du ingen erstatning for bilen, hvis nøglen sidder i," siger Christian Skødt.
201 bilnøgler og biler i prisklassen over 200.000 kr. blev stjålet i årets første ni måneder. 120 nøgler blevet stjålet i folks bolig, 48 er forsvundet fra værkstedet, mens bilen har været til reparation, mens de sidste 33 er blevet stjålet andre steder.
Typisk vil nøglerne være stjålet fra ejermandens jakke eller taske.
Gode råd om bilnøgler
Hav din bilnøgle i bukselommen eller brystlommen, når du færdes på offentlige steder. Det er let at fiske den op fra din jakkelomme, uden du opdager det.
Hav ikke din bilnøgle liggende synligt fremme, når du er hjemme.
Læg aldrig din bilnøgle i en garderobe, et omklædningsrum eller lignende.
Aflever din bil til reparation i værkstedets åbningstid, hvis værkstedet ikke har en sikkerhedsgodkendt afleveringsboks. Hvis der står en god bil foran et værksted, er det nærliggende for en tyv at brække postkassen op for at se, om nøglen skulle ligge der.