Tyv stjal kage og ville i bad hos sangstjerne

Indbrudstyven hilste overrasket - men venligt - på politiet, da de undersøgte huset. Han var ved at forberede et karbad.
En komfortabel tyv trængte tilsyneladende ind i Celine Dions hus for at spise lidt mad og tage karbad.
En komfortabel tyv trængte tilsyneladende ind i Celine Dions hus for at spise lidt mad og tage karbad. Foto: Colourbox

Tanken om at have en indbrudstyv i hjemmet er væmmelig: En fremmed, som roder alle ens ting igennem og skaber utryghed, hvor man burde føle sig mest sikker.

Men nogen forbrydere er bare mindre skræmmende end andre. En indbrudstyv, som forleden blev fanget i sangfuglen Celine Dions hjem i Montreal, giver i hvert fald stof til eftertanke, skriver telegraph.co.uk.

Fyren blev nemlig nuppet af politiet, mens han var ved at gøre et dejligt varmt karbad klar til sig selv. Forinden havde han skruet helt op for hyggen ved at forsyne sig i køleskabet, hvor han fandt lidt kage.

I løbet af indbruddet gik husets lydløse alarm i gang, og politiet blev tilkaldt. De mødte tyven på trappen til anden sal, hvor han hilste forbavset på dem.

"Hej gutter, hvad laver I her," sagde han ifølge telegraph.co.uk til politimændene, som svarede:

"Hvad laver du her," hvorefter de arresterede ham.

Tilsyneladende er manden først kravlet over et hegn, hvorefter han prøvede at åbne en dør. Men da det ikke gav ham adgang til huset, kiggede han sig omkring og fandt en garageåbner i en husets biler.

Den 36-årige mand er efterfølgende blevet anbragt på en sikret psykiatrisk afdeling. Han er sigtet for indbrud, biltyveri og hærværk.

Celine Dion var ikke hjemme, da indbruddet fandt sted.

Kilde: telegraph.co.uk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.