Danmarks største eksportmarked, Tyskland, har sat vækstmotoren i et hidsigt femte gear. Ikke siden genforeningen er den tyske økonomi vokset så markant.
Men der er et men. De unge tyskere er opturens tabere, skriver tyske medier, der ligefrem kalder dem "Den tabte generation."
Nye tal i FN-rapport om global arbejdsløshed blandt unge fortaget af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), viser at ungdomsarbejdsløsheden i Tyskland fra 2008 til 2009 steg fra 9,8 til 10,5 procent.
Til gengæld er der i første halvår sket en et fald til 9,6 procent, men det skyldes kun, at flere unge - nu 675.000 unge tyskere - er i aktivering eller i midlertidige lavlønsjob, der ikke regnes som værende reel og varig beskæftigelse.
Mangler kvalifikationer
Den tyske erhvervsorganisation DIHK er stærkt bekymret og begrunder det med, at de unge mangler kvalifikationer.
Således måtte tyske virksomheder i år opgive at finde egnede kandidater til omkring 50.000 praktikpladser.
Den internationale ungdomsarbejdsløshed har aldrig været så høj, som den er nu.
Inden finanskrisen for alvor slog til, steg arbejdsløsheden blandt unge med cirka 200.000 om året.
I fjor blev den skala sprængt. Ud af 620 millioner arbejdssøgende unge mellem 15 og 24 år var 81 millioner af dem arbejdsløse i udgangen af 2009. Det er en stigning på 6.7 millioner arbejdsløse fra 2008 til 2009 - den højeste. Nogensinde.