Det bliver ikke onsdag aften, at de danske bowling-aktører føjer flere medaljer til samlingen ved det igangværende EM i på hjemmebane i Nørresundby.
I trio-konkurrencen missede Danmark lige akkurat at blive en del af aftenens medaljespil, startende med semifinaler.
Trioen med Mik Stampe, Thomas Larsen og Jimmy Dan Mortensen måtte i stedet nøjes med en femteplads.
De lå ellers til at spille sig blandt de fire sidste, men en god tysk slutspurt spolerede de danske metal-forhåbninger.
Tyskerne endte på 3768 point og tog fjerdepladsen, mens danskerne skrabede 3752 point sammen. Sølle 16 kegler var altså forskellen.
To guldmedaljer er dermed stadig den samlede danske EM-høst.
Lørdag gav Thomas Larsen Danmark en perfekt EM-start, da han blev europamester i single.
Mandag fulgte Frederik Øhrgaard og Jesper Agerbo op med guld i double.
De to guldmedaljer kan stadig blive suppleret, når EM torsdag og fredag afsluttes med holddisciplinen.
/ritzau/