Den tyske mand, der i formiddags slog alarm i farvandet nordøst for Møn, er blevet fundet. Han ringede og fortalte, at hans kutter tog vand ind, og Søværnets Operative Kommando sendte straks både helikopter og redningsfartøjer af sted mod forlisområdet. De fandt manden stærkt nedkølet i hans redningsvest, og han blev kort tid efter erklæret død
"Han er fundet i det område, hvor vi har sat eftersøgningen i gang. Han blev fundet af vores redningshelikopter, der samlede ham op af vandet og fløj ham til Rigshospitalet. Men genoplivningsforsøgende var forgæves og blev opgivet," siger Keld Frederiksen, stabsvagt i Søværnets Operative Kommando, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Helikopteren fandt ham ellers inden for den margin, hvor man godt kan nå at genoplive. Men noget tyder på, at mandens påklædning og fysiske form kan have været medvirkende til, at lægerne ikke kunne genoplive tyskeren. Det fortæller Keld Frederiksen, der også kan fortælle, at de er i gang med at underrette tyskerens pårørende.