Tyske statsbaner og fagforening afslutter lønstrid
German rail workers hold nationwide strike Stringer/Reuters
Både Deutsche Bahn og fagforening bekræfter afslutning på strid, der udløste kaos i Tysklands togtrafik.

Deutsche Bahn nåede lørdag frem til en aftale med transportfagforeningen EVG i en lønstrid, der har udløst strejker og rejsekaos mange steder i forbundsrepublikken.

Både Deutsche Bahn og fagforeningen bekræfter over for det tyske nyhedsbureau dpa, at en aftale er indgået.

- Deutsche Bahn AG og fagforeningen EVG er enedes om lønforhøjelser på samlet 6,1 procent i to trin. Den 1. juli 2019 skal lønnen stige 3,5 procent, og et år senere skal den stige yderligere 2,6 procent, oplyser EVG i Berlin.

Desuden får de ansatte i februar et engangsbeløb på 1000 euro (omkring 7500 kroner).

Tidligere på ugen ramte arbejdsnedlæggelser alle fjerntog og en del regionaltog i Tyskland.

Jernbane- og transportarbejderfagforeningen repræsenterer omkring 160.000 ansatte, som aktionerede mod lønninger, som de fandt alt for lave.

Fagforeningens medlemmer annoncerede mandag ni timers strejke. Alle intercitytog blev indstillet og ramte dermed mange pendlere og rejsende i navnligt morgen - og formiddagstimerne.

Strejken ramte også højhastighedstogene i Tyskland.

Strejken kom efter en længere periode med hårde forhandlinger, der også handlede om arbejdstider og et krav fra DB's ledelse om, at man opgiver at forhandle kollektive overenskomster.

/ritzau/dpa




/ritzau/