Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 11:13
Ved en Auschwitz-retssag i den tyske by Lüneburg har en domstol idømt den tidligere SS'er Oskar Gröning fire års fængsel.
Den i dag 94-årige har medvirket til drabet på 300.000 mennesker i den berygtede kz-lejr Auschwitz-Birkenau, afgjorde domstolen.
Gröning er kendt som Bogholderen fra Auschwitz, og retssagen mod ham ventes at blive den sidste mod en nazist i Tyskland.
Hans opgave var at tælle og beslaglægge fangernes penge og værdigenstande, når de ankom til Auschwitz. Langt de fleste af fangerne blev sendt direkte ind i kz-lejrens gaskamre.
Værdierne sørgede han for blev sendt tilbage til SS' hovedkvarter i Berlin.
Gröning meldte sig i 1942 frivilligt til Waffen-SS og sendt til den tyske dødslejr i Polen. Han var da 21 år og efter sin egen forklaring en meget overbevist nazist.
Han har aldrig nægtet sin rolle i forbindelse med jødeudryddelsen og forklarede under retssagen i Lüneburg, at han accepterer et moralsk ansvar for sine handlinger.
Han har ikke personligt dræbt nogle af fangerne i Auschwitz.
Konkret var han tiltalt for sin handlinger mellem maj og juli 1944, hvor 137 tog ankom med cirka 425.000 jøder fra Ungarn. Mindst 300.000 af dem blev sendt direkte ind i gaskamrene.
Gröning var tydeligvis kun et lille hjul i et stort udryddelsesmaskineri, og derfor har det været usikkert, om han kunne gøres medskyldig for drabet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.
En domstol i Frankfurt har tidligere afvist at føre en sag mod Gröning med henvisning til, at der ikke var en direkte sammenhæng med hans virke i Auschwitz og de massedrab, der foregik.
/ritzau/dpa