To topfigurer i det tyske forsvar er gået af efter en skandale i Afghanistan.
Forsvarchefen general Wolfgang Schneiderhan har trukket sig efter beskyldninger om at holde oplysninger tilbage.
Og også den tyske viceforsvarsminister Peter Wichert er gået af.
Sagen drejer sig om to Taleban-kaprede tankbiler, der i begyndelsen af september var kørt fast i Kunduz i det nordlige Afghanistan.
Af frygt for, at de ville blive brugt som brandbomber mod Natostyrkerne, bad en tysk oberst amerikanske fly om at bombe to tankbiler.
Det kostede 142 civile afghanere livet. De var forsamlet omkring tankbilerne, enten for at få gratis benzin eller fordi de blev tvunget til at grave dem fri.
Obersten på stedet, Georg Klein, baserede sin beslutning om luftbombardement på for få efterretninger. Desuden var det den Nato-ledede Isaf-styrke, som skulle have taget beslutningen om at bombe.
Den tyske forsvarschef, Wolfgang Schneiderhans, afgang skyldes anklager om at fejlinformere.
Den daværende forsvarsminister, Franz Josef Jung, påstod i dagene efter angrebet, at der ingen civile dræbte var.
Ifølge en rapport, der er lækket via avisen Bild, fortalte den tyske øverskommanderende i Afghanistan samtidig sine overordnede i den tyske forsvarstop, at der var tegn på civile tab.
Den nuværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg erkender nu, at hans forgænger holdt vigtige oplysninger tilbage.
Og den nuværende forsvarschef og viceforsvarsminister er altså nu begge trådt tilbage som konsekvens af den spegede sag.
Tidligeree forsvarsminister, den nuværende landsbrugsminister Franz Josef Jung, er desuden under hårdt pres.