Ritzau
Opdateret kl. 18:57
Anklagemyndigheden i Stuttgart har rejst tiltale mod en syrisk flygtning for planer om bombeangreb i København.
Manden blev anholdt i november sidste år, da han var på vej fra Tyskland til Danmark.
Ifølge anklagen medbragte manden 17.000 tændstikker, fyrværkeri, 17 batterier, seks walkie-talkier og to køkkenknive.
Anklagemyndigheden mener, at manden havde planer om at fremstille en form for sprængladning og detonere den i en folkemængde i København.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som anklagemyndigheden har offentliggjort på sin hjemmeside mandag.
Den syriske flygtning har opholdt sig i Tyskland siden 2015.
Han blev anholdt af tysk politi i byen Ulm i det sydlige Tyskland 20. november. Dagen inden havde han forgæves forsøgt at rejse ind i Danmark, oplyste en talsmand for den tyske anklagemyndighed på det tidspunkt.
Talsmanden Jan Holzner sagde også, at den anholdtes motiv efter alt at dømme skulle findes i hans religiøse overbevisning.
- Vi har bevis på, at han sympatiserede med Islamisk Stat, sagde Holzner til nyhedsbureauet Reuters.
Syreren var 20 år gammel, da han blev anholdt.
På det tidspunkt boede han i et center for flygtninge, men har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen.
Mandag aften er det endnu ikke lykkedes Ritzau at få en kommentar fra Københavns Politi. I Politiets Efterretningstjeneste (PET) er meldingen omkring klokken 19, at man er ved at undersøge sagen.
/ritzau/