Ritzau
Opdateret kl. 21:15
Kampklædt politi affyrer søndag gummikugler og tåregas i et forsøg på at sprede et halvt hundrede mennesker, der er mødt op i det centrale Istanbul for at demonstrere for transkønnedes rettigheder.
Omkring 300 politifolk har taget opstilling på Taksim-pladsen for at forhindre en planlagt parade for transkønnede, som nogle af byens LGBT-grupper - lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede - forsøger at gennemføre trods et forbud fra myndighedernes side.
Tidligere på ugen meddelte byens guvernør, at paraderne ikke må gennemføres. Han begrundede det med hensynet til den offentlige ro og orden.
Desuden markerer muslimerne netop nu den hellige fastemåned, ramadanen.
Nationalistiske grupper i Tyrkiet har sagt, at de vil forhindre søndagens parade for transkønnede og yderligere en LGBT-parade, der efter planen skal finde sted næste weekend.
Også lørdag affyrede politiet gummikugler og tåregas mod demonstranter i den tyrkiske millionby. Omkring 500 mennesker protesterede mod, at islamister havde overfaldet rockfans, som fredag aften var samlet i en pladeforretning for at lytte til det nye album fra britiske Radiohead.
Omkring 20 mænd angreb pladeforretningen og tævede kunder og ansatte i vrede over, at der blev serveret alkohol under ramadanen.
Angrebet udløste lørdagens demonstration, hvor deltagerne råbte slagord som "skulder ved skulder mod fascismen", mens de betegnede præsident Recep Tayyip Erdogan som en "tyv" og "morder".
Tyrkiske myndigheder slår jævnligt hårdt ned på regeringskritiske demonstrationer.
Istanbul har forhøjet sikkerhedsniveauet efter en række bombesprængninger i løbet af foråret, som Islamisk Stat eller militante kurdiske grupper menes at stå bag.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.