Et par voldsomme eksplosioner lørdag i det sydlige Tyrkiet, hvor flere end 40 mistede livet, blev iværksat af militante, der står i ledtog med Syriens præsident, Bashar al-Assad.
Det siger Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, til den tyrkiske tv-station TRT.
- Angrebene har intet at gøre med de syriske oprørere i Tyrkiet. De (angrebene) har alt at gøre med det syriske regime, siger Ahmet Davutoglu.
Eksplosionerne, hvoraf mindst to var forårsaget af kraftige bilbomber, ramte byen Reyhanli, der ligger i Tyrkiet på grænsen til Syrien i et område, der tidligere er ramt af eksplosioner og uro.
Udenrigsministeren fortæller samtidig til den tyrkiske tv-station, at bagmændene bag lørdagens angreb menes at være de samme som dem, der angreb den syriske by Bania for en uge siden.
Ved angrebet i Bania døde mindst 62 mennesker.
/ritzau/Reuters