I Spanien er det en tradition at holde byfester, hvor man fester hele natten for derefter at slippe en stor flok tyre løs i gaderne.
Her skal unge mænd vise deres mod ved at løbe foran de ophidsede kreaturer.
I landsbyen Cabanilla i regionen Navarra i Spanien gik det dog usædvanligt hårdt for sig under en af landsbyens tyreløb.
Efter strabadserne døde en 16-årig dreng i går, da han blev stanget af en af de vilde tyre.
"Drengen kom op og gik over mod afspærringen, men da han nåede afspærringen, segnede han om," fortæller byens borgmester.
Drengen blev herefter straks kørt på hospitalet, og tilbage i landsbyen besluttede man at aflyse resten af festivalen.
En anden 16-årig er indlagt med livstruende kvæstelser, efter at han blev stanget af en tyr under en lignende festival i byen Leganes syd for Madrid.
Episoderne har nu igen sat gang i en debat om, hvorfor det stadig er tilladt at så unge mennesker deltager i byfester med tyreløbene.