Af Cecilie M. Rasmussen | cera@avisen.dk
Hvis kiloene fylder godt på sidebenene, er lagengymnastikken knap så udbytterig. Jo flere overflødige kilo, man som kvinde slæber rundt på, des sværere har man ved at få orgasme, ophidselse, tilfredstillelse og lyst til sex, viser en større undersøgelse fra universitetet i Napoli.
»Når man er stor, lægger man puder på sit følelsesliv. Det vil sige, at når man trækker nogle følelser væk, trækker man også seksualiteten væk. Det kan være svært at elske den indre lillepige, fordi man er så stor,« forklarer seksualterapeut Pia Struck.
Mindre sexhormon
Lavt selvværd ved et voluminøst korpus påvirker orgasmerne, fordi psyke og krop hænger tæt sammen.
Men også fysiologisk sker der ændringer, der påvirker lystfølelsen og evnen til at få orgasme for den overvægtige kvinde.
Mandligt kønshormon styrer drifterne, og fedt laver mere kvindeligt kønshormon. Derfor bliver balancen mellem hormonerne skæv ved fedme.
Er man inaktiv, er sandsynligheden for en veltrænet bækkenbund heller ikke stor. Det påvirker også den seksuelle himmelflugt, fortæller Pia Struck.
»En utrænet bækkenbund giver kun små sammentrækninger, mens en veltrænet giver større og dermed en skønnere orgasme,« siger hun
Motion hjælper
En anden endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra USA viser desuden, at overvægte aktive mennesker har bedre sex end tykke, der bruger mere tid på sofaen end i aktivitet.
»De har bedre kontakt med deres krop. Hvis man ikke slapper af, giver sig hen og giver slip på kontrollen, kan man ikke få orgasme. Derfor vil jeg råde folk til at dyrke motion – eller tabe sig,« siger 1. reservelæge på Sexologisk Klink under Rigshospitalet, Annamaria Giraldi.