Hvad der mest af alt minder om en amerikansk gyserfilm, var mandag nat skræmmende virkelighed for et par fra Mors.
Parret, der blev bortført fra deres hjem, blev natten til tirsdag udsat for trusler og tortur.
De seks gerningsmænd, fem mænd og en kvinde, sidder onsdag formiddag i grundlovsforhør. Her bliver de sigtet for drabsforsøg, grov vold og frihedsberøvelse.
Gerningsmændene forsøgte at dræbe parret med en narkosprøjte.
"De stod og truede med en sprøjte med noget i. De sagde, at det var en overdosis. Ofrene blev stukket flere gange i armen, men det kneb med at ramme en blodåre," siger vicepolitikommissær fra Midt- og Vestjyllands Politi, Andreas Søgaard, til politiken.dk.
Det bortførte par blev natten igennem truet med at blive savet over med en motorsav og få fingrene klippet af. De blev også tvunget til at grave deres egne grav.
Derudover blev manden brændt gentagne gange på armen med et glohedt værktøj, og både manden og kvinden blev sparket og slået. Tirsdag morgen lykkedes det parret at stikke af og få tilkaldt hjælp.
"Det har været ekstremt voldsomt. Parret er nu i kontakt med egen læge og en krisepsykolog," siger Andreas Søgaard.
Politiet kender både ofrene og gerningsmændene i forvejen, da de alle er en del af misbrugsmiljøet på Mors, og mener, at opgøret handler om tyveri af to private smykker.