Der bliver slut med at lytte til Adam Duvå Hall sprøde stemme på P3 - han skifter nemlig til TV3.
I sin tid på DR har den populære vært blandt andet lagt stemme til P3-programmerne "Monkey Business" sammen med Mads Vangsø og "Formiddag - med Adam og Sara" med Sara Bro.
"DR, og i særdeleshed P3, har givet mig flere oplevelser og udfordringer, end jeg kan tælle. Nu skal jeg videre i livet og se mig lidt om. 11 år i sadlen gør, at jeg synes, tidspunktet er rigtigt. Så til kollegaer, chefer og ikke mindst lytterne: Tak for et godt program!", siger Adam Duvå Hall i en pressemeddelelse.
Nu gælder det udfordringen med at at være vært og udvikle programmer for TV3.
Tv-mediet er dog ikke noget nyt for Adam Duvå Hall. Tilbage i 2002 lavede han satireprogrammerne 'Torsdag i 2'eren' og i 2003 'Go' Røv og Go' Weekend' sammen med blandt andre Simon Jul Jørgensen, Jan Elhøj og Sara Bro.
Samtidigt har han tidligere været vært på både P3 Guld og Melodi Grand Prix.
Kilde: DR