Man er vant til at se TV2's politiske redaktør, Anders Langballe, levere analyser og baggrund på TV2 Nyhederne og TV2 News, men der har været stille omkring redaktøren på det sidste.
Nu oplyser han på sin egen Facebook-profil, at han for lige godt en måned siden blev ramt af en blodprop i hjernen. Det skriver Ekstra Bladet.
"Som nogle af jer muligvis har bemærket, har jeg været lidt stille her på linjen, på Messenger, på sms, på tv-skærmen og på mail."
'Det skyldes hverken uhøflighed eller mangel på vilje. Men jeg blev 19. november ramt af en blodprop i hjernen', skriver den politiske redaktør i opslaget på sin lukkede Facebook-profil.
Den 42-årige journalist fortæller, at han er i gang med genoptræning, men at der er noget vej endnu, inden han kan genoptage 'sit gamle liv'.
TV2 bekræfter, at den politiske redaktør er sygemeldt.