Støvet har ikke lagt sig efter Bertel Haarders (V) seneste vredesudbrud.
TV2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby, er gået på jagt i egne rækker efter den person, der har stjålet et fire år gammelt tv-indslag med den vrede minister og siden fået det udgivet på en blog på nettet.
"Det kan ende i en politianmeldelse, når vi finder ud af, hvem der har stjålet båndet med optagelserne, gemt det i fire år og givet det videre til en tredje person. Det er noget, vi ser ret alvorligt på," siger Michael Dyrby til Newspaq.
I 2007 oplevede en TV2-journalist under et interview, hvordan det er at stå overfor Bertel Haarder, når han har en dårlig dag.
Interviewet blev optaget, men indslaget blev aldrig brugt.
8. februar i år dukkede klippet op på journalisten Michael Jeppesens blog denfri.dk.
Jeppesen er den tredje mand, der i dag har klippet, men han står ikke først for i jagten på den tyv, der stjal Bertel-båndet.
"Ham vil vi ikke gøre noget ved. Han har fået noget i hænderne, udgivet det, og fred være med det," siger TV2's nyhedsdirektør.
"Det havde jeg heller ikke regnet med," siger journalist Michael Jeppesen og fortsætter:
"Jeg står vagt om mine kilder, lige som han står vagt om sine, men jeg vil da gerne give ham et forbogstav til min kilde, hvis han vil give mig et forbogstav på sin lækage."