Slagmarken ligger øde hen, og den licensbetalte tv-hær DR står, allerede inden der er løsnet et skud, som suveræn sejrsherre.
Tv-giganternes krig om søndag aften i dit tv er slut, før den overhovedet er kommet i gang.
Sådan lyder dommer fra to toneangivende tv-anmeldere, efter TV 2 sidste søndag begyndte at sende den amerikanske komedie musical Glee.
Konkurrencen med endnu en DR-succes, Livvagterne, har simpelthen fået klassens ellers så frække drenge til at vifte med det hvide flag og strække armen i vejret.
"De har lagt våbnene for fjendens fødder," konstaterer Henrik Palle, mangeårig tv-anmelder på Politiken, over for Newspaq.
Dugfriske seertal fra TNS Gallup viser, at næsten fem gange flere søndag så Livvagterne end Danmarks-præmieren på den amerikanske Glee.
"TV2 strækker våben i stedet for at gå lige ind i kanonilden," mener teater- og tv-anmelder på Berlingske Tidende, Jacob Steen Olsen.
Men at tv-krigen skulle være tabt, afviser TV 2's programchef, Keld Reinicke.
"Med Glee går vi efter et yngre publikum. Serien er en kæmpe succes i USA, faktisk den største seermagnet sidste år," siger Keld Reinicke til Newspaq.
Selvom tv-serien Glee altså er fremragende ungt tv ifølge Reinicke, så betyder det ikke, at TV2 har opgivet at konkurrere med DR på dansk tv-drama.
"Det rigtige ville helt klart være at tage kampen op med DR søndag aften. Vores vurdering er nemlig, at kun fiktion kan slå fiktion," siger Reinicke.
TV2-chefen er utilfreds med, at politikerne i medieforliget har bestemt, at TV2 ikke må sende dansk tv-drama, når DR også sender serier som Forbrydelsen og Livvagterne.
Tv-anmelderne er uenige, de mener begge, at det er klogt af TV2 at opgive krigen om dit søndags-tv.
"DR Drama er så populært, at det er umuligt for TV2 at vinde kampen. Derfor gør de det rigtige, når de køber et eller andet billigt halløj fra udlandet, i stedet for at bruge krudt på en kamp, de alligevel ikke vinder," siger Henrik Palle, og supplerer med en metafor fra den søde juletid.
"TV2 forsøger at være salaten på julefrokostbordet. Og det er klogt, fordi flæskestegen bliver de aldrig," siger han.
Også Berlingske mand ud i tv, synes fynboerne gør det rigtige.
"Jeg er faktisk en af de få, som har set Glee, og den er ikke dårlig overhovedet. Serien er lidt som en blanding af Desperates Housewives og High School Musical. Men søndag aften tilhører altså DR," slutter Jacob Steen Olsen.
DR sidder suverænt på sendetiden mellem kl. 20 og 21 søndag aften.
1,3 mio. danskere så Livvagterne i søndags.
Cirka fem gange færre eller 275.000 seere så Glee, ifølge Gallup TNS.
25 procent flere danskere ser tv søndag aften end ugens øvrige dage. Derfor er alle tv-branchefolk så opsatte på at vinde netop slaget om dit søndags-tv.