Der har været skrevet stolpe op og ned med slibrige sladderhistorier om Kåre Quist, hans skilsmisse og ikke mindst romancen med den smukke tv-vært Tine Røgind.
Nu er det tid at vende det hele 180 grader. Snart tager Kåre Quist nemlig selv pennen i hånden og giver den en skalle på redaktionen hos ugebladet Se og Hør.
Se og Hør har udfordret fire kendte danskere - Maria Montell, Natasja Crone, Keld Heick og Kåre Quist - til at dyste om, hvem der kan få 10.000 kroner til at yngle mest til fordel for kræftramte børn.
Tv-værten har taget imod udfordringen, og han gør det på en helt original måde.
"Jeg har flere ting i støbeskeen. Først og fremmest har jeg aftalt, at jeg skal være journalist på Se og Hør for en dag og skrive i bladet formedelst et pænt honorar," siger han til ugebladet.
En af de mange ideer er at lave et interview med sig selv, hvor han går helt tæt på. Helt uden fløjlshandsker.
"Jeg skal selvfølgelig ikke skåne mig selv, men være ret nærgående fra devisen, at den man elsker, tugter man," siger han.
Kilde: Se og Hør