Det var tæt på at gå helt galt, da Shubidua-guitarist og tv-vært i Kaj og Andrea, Ole Kibsgaard, var på jagt på Gisselfeld Kloster på Sydsjælland.
Under en fasanjagt blev han ramt i hovedet af et skud fra et haglgevær.
"En uheldig jæger kommer til at skyde for lavt, og der kommer en fasan imellem os, og så rammer han mig uforsætligt. Det var en jagtleder, der fortalte mig præcis, hvor jeg skulle stå, så det har ikke været min rutine, eller mangel på samme. Det er bare en uheldig omstændighed," forklarer den uheldige jæger til B.T.
Ulykken skete den 24. oktober. Lige efter ulykken blev den stærkt blødende tv-vært kørt på skadestuen, men måtte overflyttes til Rigshospitalet, da det var nødvendigt at operere.
Ole Kibsgaard oplyser, at han ikke har fået men efter ulykken - bortset fra et enkelt hagl, som har sat sig fast i kæbebenet.