Hvis en kvinde vil have et langt og lykkeligt parforhold, kigger hun efter en mand med fine, feminine træk.
De meget maskuline mænd med markeret hage, stor næse og små øjne er nemlig ikke til at have et ordentligt forhold med.
Så klar er dommen, når kvinder skal vurdere mænds personlighed ud fra ansigtet.
I en ny britisk undersøgelse blev 400 personer bedt om at bedømme forskellige mandeansigter, der alle var manipuleret mere maskuline eller mere feminine.
Resultatet er hård kost for machomændene.
De er nemlig mere dominerende, mere utro, dårligere forældre og mindre varme personer end deres kønsfæller med mere feminine træk som fyldige læber og tynde, kurvede øjenbryn, mener kvinderne.
Første indtryk afgør
Forsøget viser, at kvinder er meget enige, når de skal bedømme en mand ved første øjekast.
»Kvinderne kan sagtens tænkes at bruge førstehåndsindtrykket til at afgøre, om de vil tage kontakt til en person. Så hvad kvinden vælger, afhænger fuldstændig af, hvad hun leder efter i et forhold,« siger psykolog Lynda Boothroyd fra Durham Universitet, der har stået for undersøgelsen.
Hvis man blot vil tiltrække, er det lykken at være supermaskulin og hårdt pumpet, viser en ny undersøgelse fra University of California. Tidligere på sommeren konkluderede den, at veltrænede mænd får mere sex, fordi kvinderne ser dem som ideelle til flirt og affærer.
Tænker med...
Men kommer det til forhold og romantik, går hunnerne ikke efter muskler.
»Hvis en mand er interesseret i at få et langvarigt forhold, skulle han måske bruge lidt mindre tid i træningscenteret, siger professor Martie Haselton, en af forskerne bag den amerikanske undersøgelse.
Herhjemme bliver tv-værten Mascha Vang konstant stemt i top på diverse babe-lister, og hun rådgiver drengerøve gennem en brevkasse i bladet FHM.
Hun kan sagtens følge undersøgelsernes konklusioner om de maskuline mænd.
»Mange piger kan godt lide at lege med den maskuline type. Men jeg kan godt forstå, at det måske ikke er den type, man vælger at få børn med. Mange af de fyre, der ser sådan ud, er så eftertragtede, at de kan vælge og vrage. Og mænd kan være svage, og så tænker de ikke kun med hovedet,« siger hun.