2012 var et begivenhedsrigt år for tv-værten Hans Pilgaard. På godt og ondt.
Han mistede sin far, gik fra kæresten igennem 12 år og han fandt kærligheden igen. Samtidig er det en udfordring for ham at bo i London.
- Jeg har da været ved at tage hjem. Specielt i de situationer, hvor der er noget, som enten er svært eller hårdt. Så kan jeg godt mærke, at jeg savner de der 3-4 mennesker, som jeg har brug for at være tættere på, siger Hans Pilgaard til Billed Bladet.
- London er en hård by at leve i. Det er også en hård by at rejse i, når man går gennem forandringer i sit liv. Men omgivelserne kan også være de rigtige, når man skal rejse sig op. Det har været sundt for mig at opleve, at jeg har kunnet rejse mig alene. Som mennesker er vi jo meget alene, og hos os alle er der en latent ensomhed, som man også skal forlige sig med, siger tv-værten.
Hans Pilgaard kan på lørdag opleves i TV 2s nye underholdningssatsning "Klipfiskerne".
Kilde: Billed Bladet