Man kan ikke sige andet, end at hun tager sit job alvorligt.
Så meget, at flere tv-seere efterfølgende studsede over tøjvalget for den smukke Vild med dans-værtinde sidste fredag.
Bag på den korte, hvid kjole, som Christiane Schaumburg Müller var iklædt, stak der nemlig et par små vinger op.
Men til Ekstra Bladet forklarer hun, at det handler om, at hun ser sig selv som mere end blot værtinde på TV 2-programmet.
Den tidligere danser varetager for anden gang tjansen som frontfigur for succes-showet sammen med kollegaen Claus Elming, men derfor bliver det aldrig let, når en deltager forlader konkurrencen, fortæller hun.
"Jeg er jo en slags storesøster for deltagerne eller en skytsengel for Vild med dans, som jeg jo også markerede sidste fredag ved at have nogle små vinger på," siger hun til avisen og tilføjer:
"Jeg holder så meget af hver deltager."
Særligt en deltager fik følelserne op i værtinden med sin optræden.
"Jeg blev for eksempel rørt til tårer over Hella Joofs optræden sidste fredag. Jeg blev meget rørt over, at hun også selv blev rørt. Jeg kunne mærke, hvor meget det hele betød for hende, da hun stod foran dommerne," lyder det fra Schaumburg Müller.
Kilde: Ekstra Bladet