Den regionale regering i Catalonien vil ikke give svar til den spanske regering senest torsdag om, hvorvidt regionen har erklæret uafhængighed fra Spanien.
Det meddeler unavngivne kilder til catalansk TV3.
De tilføjer, at den catalanske leder, Carles Puigdemont, står fast på tilbuddet om dialog.
En talsmand for det catalanske selvstyre kunne ikke umiddelbart bekræfte tv-stationens oplysninger.
Men en udtalelse fra den catalanske indenrigsminister, Joaquim Forn, tyder ikke på, at catalanerne har i sinde at følge den tidsplan, regeringen i Madrid fremlægger.
Ministeren siger, at forfatningen ikke giver centralregeringen lov til at fjerne medlemmer af Cataloniens parlament.
Den spanske regering kan aktivere forfatningens paragraf 155, der suspenderer selvstyret og indfører direkte styre fra Madrid.
Puigdemont overskred mandag centralregeringens frist. Regeringen i Madrid havde bedt ham svare ja eller nej til, om Catalonien nu har erklæret uafhængighed.
Efter fristen var overskrevet, gav regeringen ham en ny frist til torsdag.
Regeringen i Madrid har advaret om, at det catalanske selvstyre vil blive suspenderet, hvis Puigdemont vælger løsrivelse.
I et brev til premierminister Mariano Rajoy, som mandag morgen er blevet offentliggjort i catalanske medier, svarede Puigdemont ikke direkte på spørgsmålet fra den spanske regering.
Men han opfordrer til, at der indledes en dialog mellem Catalonien og regeringen i Spanien.
/ritzau/Reuters