Et nyt reality-program vil nu udrydde al tvivl om misbrug hos nogle af Danmarks kendisser og afsløre alt, hvad der er at vide om diverse stjerners hemmelige forbrug af euforiserende stoffer.
Det nye program vil blandt andet vise, hvordan man kommer ud i et misbrug. Thomas Heurlin fra Koncern tv, som står bag serien, har en helt klar opfattelse af, hvordan særligt kendissernes misbrug påvirker unge mennesker.
"Den yngre generation af kendte og deres misbrug af stoffer er veldokumenteret og fylder meget i medierne. Ligesom hele kendis-kulturen gør det. Og når de kendte går over grænsen, vil folk rigtig gerne læse om det. Men det er uheldigt, at de, der læser om det, tit efterligner de kendtes måde at opføre sig på, " siger Thomas Heurlin til bt.dk.
Thomas Heurlin vil endnu ikke løfte sløret for, hvilke danske kendisser som skal medvirke i programmet, men han fortæller dog, at det har været en kamp at få de unge kendte til at medvirke i programmet.
"Det er et utrolig følsomt emne. Så der har været lange diskussioner for at overbevise dem om det ansvarlige i at stille op. Men vi vil gerne give deres erfaringer videre på en positiv måde," siger Thomas Heurlin.
Reality-serien er stadig under udvikling og vil ramme den danske sendeflade i 2011.